Du er her:

Værdigrundlag for Handicappuljen

Handicapbevægelsen i Danmark og internationalt har som fælles målsætning at arbejde for en realisering af FNs handicapkonvention. Derfor arbejder vi via Handicappuljen på at sikre civile politiske og økonomisk sociale rettigheder for mennesker med handicap i udviklingslandene uanset alder, køn, seksualitet, religion, social baggrund og etnicitet (DHs strategiplan 2011).

Fælles værdier, vores afsæt for arbejdet i nord:

Det er en bærende værdi at samarbejdet mellem de danske organisationer sker med respekt for vores mangfoldighed og egenart. Med afsæt i Handicappuljen vil vi arbejde for at skabe øget synergi i nord og syd og vi vil i dagligdagen lade os inspirere af følgende principper:

Samarbejdet om og forvaltningen af Handicappuljen skal være præget af åbenhed og gennemsigtighed. Det betyder at beslutninger på alle niveauer tager afsæt i fælles kendte retningsliner og væsentlige dokumenter/beslutninger gøres tilgængelige for vores partnere i syd.
 
Brugerne af handicappuljen opfordres til at udvise engagement og ejerskab. Det er naturligt at deltage i faglige diskussioner og påtage sig fælles arbejdsopgaver, samt indgå i de faglige fora,, der nedsættes.

Organisationerne opfordres ligeledes til at udvise interesse for hinandens arbejde og deltage aktivt i en løbende diskussion og debat om internationalt udviklingsarbejde. Sådanne processer kan skabe fælles læring og udvikling.

Dialog, diskussion og gensidig respekt er vigtige elementer for at understøtte konsensus omkring væsentlige beslutninger. Vi anerkender, at alle organisationer er uafhængige og arbejder med udgangspunkt i egen historie og tradition. Derfor kan have forskellige metoder til at nå de fælles mål, men de forskellige metoder og løsningsmodeller må gerne gøres til genstand for debat, som kan skabe afsæt for fælles læring og udvikling.

Vi ønsker at udviklingsarbejdet præges af god forvaltningsskik med et lavt udgiftsniveau. I lande hvor flere danske organisationer arbejder koordineres indsatsen og blandt andet udgiftsniveauer harmoniseres i forbindelse med projektimplementering.

Ejerskab
Forudsætningen for varige forandringer og forbedringer er et stærkt lokalt ejerskab. Som danske handicaporganisationer vil vi fremme et lokalt ejerskab ved:

  • at flest mulige afgørelser lægges ud til partneren/partnerne 
  • at vi er bevidste om kulturelle forskelle og værdier
  • at partneren er hovedaktøren i identifikation, formulering, implementering, monitorering og evaluering af projektet
  • at vi er bevidste om at partnere ikke kun er organisationens hovedsæde, men alle led i organisationen

 

Fælles værdier og visioner for arbejdet i Syd

Den bedste måde at støtte det enkelte menneske med et handicap er ved at opbygge og/eller styrke organisationer af mennesker med handicap. Vi opfatter i den forbindelse forældre og værger som legitime repræsentanter.

  • Vores samarbejdspartnere er organisationer af mennesker med handicap eller forældre / værger til mennesker med handicap. Det kan aldrig være et selvstændigt mål at styrke andre typer af organisationer. Der kan dog indgås strategiske alliancer med andre organisationer/institutioner, så længe det kan forsvares at denne alliance er et middel til at nå mål af handicappolitisk betydning. 
  • Vores samarbejdspartnere er demokratisk funderede organisationer, der overholder egne vedtægter, er økonomisk og organisatorisk gennemsigtige. 
  • Vores samarbejdspartnere har sigte mod, gennem rettighedsarbejde, at opnå blivende forbedringer af livsvilkårene for mennesker med handicap. 
  • Vi respekterer partnernes egne udviklingsstrategier og ønsker. Det betyder ikke at vi skal undlade at give udtryk for vores holdninger og meninger, da disse er nødvendige for at partnerne ved hvor vi står og vi dermed får en frugtbar dialog. 
  • Vi skal være ærlige og anerkende den ulighed der er i partnerskabet pga. af den ulige fordeling af behov og midler, vi skal herigennem søge at møde vores partnerorganisationer som vi gerne selv vil mødes. Vi stiller os solidarisk med partneren, hvilket betyder at partneren ikke er i tvivl om at de i deres danske partnere har en allieret i deres kamp for at forbedre rettighederne for mennesker med handicap.