Du er her:

Bærende principper

I en inkluderende samfundsudviklingstilgang tilrettelægges enhverudviklings politik og og udvikling-programmer med den udtrykkelige intention at tilgodese alle, herunder mennesker med handicap., idet Det betyder, at vores særlige behov skal tænkes ind i indsatsen på alle niveauer.

Den rettighedsbaserede tilgang fra et handicapperspektiv er underlagt fem overordnede principper. Principperne er lige vigtige og indbyrdes afhængige.

  • Ikke-diskrimination vil sige, at personer ikke må forskelsbehandles, hverken åbenlyst eller skjult. Der foregår diskriminering, når mennesker forhindres i at udøve rettigheder, fordi de har et handicap. Når piger og kvinder med handicap f.eks. melder sager om misbrug til politiet, har de krav på samme behandling som enhver anden i samme situation. 

  • Inkluderende samfund vil sige, at alle tjenesteydelser, institutioner og administrative strukturer er tilrettelagt med henblik på at gøre dem optimalt tilgængelige. F.eks. må børn ikke afvises af skoler, fordi de har et handicap, der hæmmer deres indlæring, og lærerne skal imødekomme det enkelte barns uddannelsesbehov. Den inkluderende tilgang handler om, at børn, unge, voksne og ældre mennesker med handicap skal deltage og være synlige i samfundet. Kun på den måde kan man nedbryde de barrierer, der forhindrer os i at tage del i samfundslivet på lige fod med andre medborgere. 

  • Mangfoldighed vil sige, at alle personer med handicap skal betragtes som unikke individer med respekt for forskellene imellem os. To personer med samme handicap kan have ligeså forskellige omstændigheder og synspunkter som andre mennesker. 

  • Tilgængelighed skal forstås som adgang til infrastruktur, bygninger og tjenesteydelser såvel som til viden og information, f.eks. når der laves latriner og adgang til rent vand i slumområder, som alle kan anvende, også personer med handicap. 

  • Rimelig tilpasning kan bestå af individuelle løsninger, der gør en person med handicap i stand til at overkomme forskellige forhindringer i særlige situationer. Det er ”rimeligt”, når tilpasningen ikke medfører omkostninger over et rimeligt niveau set i forhold til de tilgængelige ressourcer. Rimelig tilpasning kan også gå ud på at sikre hjælpemidler, hjælpere, tegnsprogstolkning og lignende. Alle mennesker har ret til lægehjælp og brug af sundhedsfaciliteter. Tegnsprogstolkning ved HIV/AIDS-rådgivning og -test er endnu et eksempel på rimelig tilpasning inden for sundhedsvæsenet.

De bærende principper og konventionens generelle forpligtelser skal sammen tænkes ind i enhver indsats, politik eller program i forhold til alle de specifikke artikler i menneskerettighedskonventionerne. Samtidig tager både Handicapkonventionen og andre menneskerettighedskonventioner højde for, at det til tider er forbundet med omkostninger at opfylde alle rettigheder fuldt og helt. Menneskerettighedskonventionerne forpligter staterne til at gøre en stadig indsats for at sikre en positiv udvikling, men giver samtidig plads til en gradvis udvikling.