Du er her:

Mål 8. Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.

8.1 - Vi skal opretholde økonomisk vækst i overensstemmelse med nationale forhold, og især sikre en årlig økonomisk vækst på mindst syv procent i de mindst udviklede lande.

8.2 - Vi skal opnå større økonomisk produktivitet gennem diversificering, teknologisk opgradering og innovation. Blandt andet ved fokus på arbejdskrævende sektorer der giver høj værditilførsel.

8.3 - Vi skal fremme politiske beslutninger med fokus på udvikling som skaber anstændige jobs og støtter produktive aktiviteter, iværksætteri, kreativitet og innovation. Vi skal også bakke op om vækst og formalisering af små og mellemstore virksomheder, heriblandt gennem adgang til bankforretninger.

8.4 - Indtil udgangen af 2030 skal vi fortsat blive bedre til at bruge de globale ressourcer mere effektivt i forbindelse med forbrug og produktion. Samtidig skal vi arbejde for at afkoble økonomisk vækst fra ødelæggelse af miljøet, i overensstemmelse med FN’s 10-årige ramme af programmer om bæredygtigt forbrug og produktion. Her skal de allerede udviklede lande gå forrest.

8.5 - Inden 2030 skal vi opnå, at alle mænd og kvinder har et produktivt og anstændigt job, hvor de får lige løn for lige arbejde. Dette gælder også for unge og for personer med handicap.

8.6 - Inden 2020 skal vi i betydelig grad nedbringe andelen af unge der hverken er i gang med arbejde, uddannelse eller træning.

8.7 - Vi skal øjeblikkeligt skride effektivt til handling for at gøre en ende på tvangsarbejde, moderne slaveri og menneskehandel. Samtidig skal vi stoppe de værste former for børnearbejde, herunder rekruttering og brug af børnesoldater. Fra 2025 skal vi helt sætte en stopper for alle former for børnearbejde.

8.8 - Vi skal beskytte arbejdstagerrettigheder og fremme sikre og stabile arbejdsmiljøer for alle arbejdere. Heriblandt migrantarbejdere, især kvinder, samt ansatte med løs tilknytning til arbejdsmarkedet.

8.9 - Inden 2030 skal vi vedtage og implementere politiske beslutninger for at fremme bæredygtig turisme, der skaber jobs og promoverer lokale produkter og kultur.

8.10 - Vi skal styrke landenes egne finansielle institutioner for at fremme og udvide adgangen til bankforretninger, forsikring og andre finansielle ydelser for alle.

8.a - Vi skal øge opbakningen til ’Aid for Trade’ i udviklingslandene, især i de mindst udviklede lande. Det skal blandt andet ske gennem den Styrkede Integrerede Ramme for handelsrelateret teknisk bistand til de mindst udviklede nationer.

8.b - Inden 2020 skal vi udvikle og begynde at bruge en global strategi for at få unge i arbejde, og vi skal implementere FN’s Arbejdsorganisation ILO’s globale jobpagt (Global Jobs Pact).