Du er her:

Samarbejde indenfor EU

EU kan synes fjern for mange borgere, men beslutninger i EU har betydning for stort set alle aspekter af hverdagen. Derfor er DH aktivt med til at sikre en stemme for personer med handicap i EU-systemet.

EU har stigende betydning for den enkelte borger med handicap. Det kan handle om bredden og dybden på vore elevatorer eller gulvhøjden i vore bybusser. Det kan handle om krav til firmaer, der leverer varer og tjenester til det offentlige om, at de skal arbejde for ligestilling og ansætte mennesker med handicap.

Selv ikke de største blandt vore medlemsorganisationer har ressourcer til at følge udviklingen i Bruxelles, så den opgave har DH. Vi udfører arbejdet i tæt samarbejde med handicaporganisationernes europæiske paraply, Det Europæiske Handicapforum - European Disability Forum, EDF.

En af EDF's vigtigste opgaver er at monitorere alle nye initiativer og forslag til ny lovgivning EU med henblik på at sikre handicappedes interesser. Målet for EDF er, at alle beslutninger, som vedrører personer med handicap, bliver taget af og med de handicappede selv.