Du er her:

Abigail har fået modet igen

Som 13-årig mistede Abigail livsglæden, da den sidste rest af hendes syn forsvandt. I fire år opholdt hun sig bare hjemme, trist og ked af det. Lige indtil hun blev opdaget af Ghanas blindeorganisation. Nu har Abigail lært at leve med sit synshandicap, er blomstret op og blevet en inspiration for andre.

Af Hanne Selnæs

”Det var meget svært for mig at blive så synshandicappet,” siger Abigail. I dag kalder hun sig for ”VIP”, en forkortelse for Visually Impaired Person (synshæmmet person). På billedet ses Abigail smilende med en sammenfoldet blindestok iført en blå kjole med røde stjerner. Foto: Mike Kollöffel

Abigail sidder på sengen i værelset med de blå vægge, som hun deler med en værelseskammerat. Ved siden af hende ligger to romaner, som hun vil læse, når hun får tid. Hun lader hånden glide hen over forsiden og læser titlen op: ”Gamble” hedder romanen, som er skrevet med punktskrift.

Abigail er 19 år og bruger sin ferie på et tre-ugers computerkursus for synshandicappede i Ghanas hovedstad Accra, hvor hun og andre unge lærer at oprette og gemme filer, skrive og sende mails og søge på internettet. Kurset har hun været heldig at få gennem den ghanesiske blindeorganisation. Hun viser ivrigt, hvordan det hele kan lade sig gøre, når man som hende ingenting kan se og alligevel sagtens kan betjene en bærbar computer.

Gik ud af skolen og græd

Det var i 2. klasse, at Abigail fik sine første briller. Derfra gik det hastigt ned ad bakke med hendes syn. Som 13-årig mistede hun det helt, lige efter den eksamen hun havde kæmpet for at gennemføre, så hun kunne rykke op og komme videre med sin uddannelse.

”Jeg havde aldrig drømt om, eller forestillet mig, at det ville ske. At blive blind var en kæmpe forandring i mit liv. Jeg droppede ud af skolen, bevægede mig ingen steder hen, var bare derhjemme, græd altid og tænkte på, hvorfor jeg mon var blevet blind,” fortæller den i dag lattermilde unge kvinde, som er så fuld af fart, humør og energi, at det er svært at forestille sig hende slået ud af sit handicap.

Min mor er i Europa

Mens Abigail trak sig ind i sig selv, buret inde på sit værelse, var hendes mor rejst til Europa med sin 4-årige søn i søgen efter et bedre liv. Der er hun stadig. Uden arbejde og uden papirer. Imens passede den 10 år ældre storesøster Abigail i de næste fire år.

”Min søster Mandaline ville ikke have, at jeg skulle hjælpe med noget, for hun var bange for, at jeg ville slå mig og komme til skade. Så jeg lavede ingenting. Opholdt mig bare inde i huset, lyttede til gospelmusik, græd og tænkte, hvad skal der dog blive af mig,” fortæller Abigail.

Blindeorganisation har gjort mig stærk

For halvandet år siden skete der noget. Abigail var stadig isoleret hjemme hos sin søster, da Ghanas blindeorganisation lavede opsøgende arbejde i hendes by og hørte, at her boede en blind pige alene med sin storesøster.

”Det er dem, som har gjort mig stærk og støttet mig, så jeg nu igen er i gang med min uddannelse. De fik mig ind på en blindeskole, hvor jeg har lært braille,” siger hun og viser, hvordan hun efter et år på skolen nu skriver punktskrift i hånden ved hjælp af en a4-ramme i hård plast, som klemmes rundt om et stykke særlig blødt papir. I rammens små firkantede åbninger prenter hun med præcision og stor fart braille-bogstaverne i papiret med en lille afrundet syl.

Vil være folkeskolelærer

Først var hun dog bange for at forlade sit hjem: ”Jeg havde været hjemme i fire år og havde aldrig hørt om sådan en skole. Så jeg ville ikke afsted. Men de sagde til mig: Hvad skal du ellers lave resten af dit liv, hvis du ikke går i skole? Det havde jeg ikke noget godt svar på,” husker Abigail.

Men først lærte de frivillige i Ghanas blindeorganisation hende, at hun sagtens kunne løse en masse opgaver, selvom hun var blind. Så i dag kan Abigail selv lave mad, vaske sit tøj og gøre rent. Den hvide stok har de også introduceret hende til: ”Men jeg bruger den ikke meget, for jeg er altid sammen med andre, som kan se lidt mere og som hjælper mig rundt. Også på skolen,” fortæller hun.

I dag har Abigail affundet sig med at være blind: ”Jeg har det ok med det og ved nu, at dit liv ikke er forbi, bare fordi du bliver blind, for jeg har mødt mange mennesker i samme situation, der har opnået det, de gerne ville. Det har opmuntret mig meget. Jeg vil derfor også opfordre andre med synshandicap til ikke at give op. Hvis du selv gør noget, kan du blive den, du gerne vil være og få meget ud af dit liv.”

Abigails egen plan er nu at gøre gymnasiet færdigt og uddanne sig til folkeskolelærer.

Læs også artiklen om Abigails søster her

FAKTA:

Det antages, at 1 % af befolkningen i et udviklingsland har et synshandicap. 66 % af mennesker med synshandicap er kvinder.

Mindre end 10 % af alle børn med synshandicap får mulighed for at gå i skole.

I udviklingslandene udgør mennesker med handicap ofte de fattigste blandt de fattige.

Kilde: World Disability Report fra Word Bank og WHO (World Health Organisation) 2011.