Du er her:

Handicapbevægelse bekæmper overtro og myter i Ghana

Overtro og skam har i generationer fået forældre til at skaffe deres handicappede børn af vejen – enten ved at slå dem ihjel eller ved at gemme dem væk.

Af Hanne Selnæs

Ama måtte ikke forlade sit værelse, da hun blev blind som 12-årig. ”For mine forældre skammede sig over mig. De mente ikke, at jeg var noget værd,” husker hun.

Først da Ghanas blindeorganisation hørte om Ama, og kontaktede hendes familie, kom hun ud af sin årelange isolation. Da var hun langt oppe i voksenalderen. I dag har Ama på 48 år kæmpet sig tilbage til det selvværd, familien tog fra hende, er blevet gift og har åbnet en lille butik.

Amas historie er ikke unik. Tusindvis af ghanesere med handicap har oplevet det samme som Ama. Overtro og skam har i generationer fået forældre til at skaffe deres handicappede børn af vejen – enten ved at slå dem ihjel eller ved at gemme dem væk.

Ifølge professor Godson Ahortor på University of Ghana, skal den tidligere meget udbredte diskrimination af mennesker med handicap findes i ghanesernes verdenssyn. Et verdenssyn som forklarer sygdom som noget, der er påført af nogen eller noget. Da handicap opfattes som sygdom, tror mange ghanesere, at mennesker med handicap er ofre for overnaturlige kræfter og forbandelse. Oveni tror de, at det smitter. Begge opfattelser har ført til en meget negativ holdning overfor mennesker med handicap.

Det er denne indgroede opfattelse af sygdom og handicap, den ghanesiske handicapbevægelse er oppe i mod i kampen for deres rettigheder. En kamp som bevægelsen er godt på vej mod at vinde efter ti års intensivt arbejde som er blevet til med støtte fra den danske handicapbevægelse. Aktiviteterne i projektet har budt på masser af organisationsudvikling, kurser i ledelse, organisering, fortalervirksomhed, kampagner og politisk lobbyarbejde. Udover kurser som har lært blinde at komme omkring, indsatser som har givet døve adgang til tegnsprogstolke og fysisk handicappede adgang til offentlige bygninger, har udviklingshæmmede også opnået en accept i mange lokalsamfund.

Når blinde som Ama kommer ud af deres skjul og får selvtillid til at kæmpe for deres rettigheder, når organisationernes talspersoner går i radioen og fortæller om de egentlige årsager til handicap, ofte sammen med læger, som har stor autoritet i Ghana, og når medierne sætter fokus på handicappedes forhold – så ændres holdningerne stille og roligt – og til sidst bliver presset på politikerne så stort, at de må handle.

Alt det sker i Ghana i disse år. Ændringerne har været undervejs i de sidste ti år, hvor den ghanesiske paraplyorganisation, GFD, med støtte fra den danske handicapbevægelse, for alvor har kastet sig ud i at ændre på de grundlæggende holdninger, der har ført til udstødelse af mange mennesker med handicap.

“Vores kampagner og løbende lobbyarbejde har skabt en langt større bevidsthed om og anerkendelse af personer med handicap,” siger Kwami Ansre, som står i spidsen for det store projekt i Ghana. Et projekt som Dansk Blindesamfund, Dansk Handicapforbund, Danske Døves Landsforbund og LEV sammen står bag,

“Ser vi alene på mediedækningen af handicapområdet, så er den virkelig stor nu. Tidligere var der næsten ingen omtale, men nu går der stort set ikke en dag, uden at der er en historie om mennesker med handicap og deres forhold,” siger Kwami Ansre, som glæder sig over det gode mediesamarbejde, bevægelsen har fået etableret. Ikke kun lokalt, men også i de mange områder rundt om i Ghana, som bevægelsen nu er aktiv i.

“Generelt er der i dag en langt større opmærksomhed på og forståelse for de forhold og udfordringer, som mennesker med handicap oplever i deres hverdag,” tilføjer Kwami Ansre, som dog stadig mener, at handicaporganisationerne har meget at kæmpe for, også på det holdningsmæssige område:

”Der findes stadig ghanesere, som tror, at handicap handler om, at dine forældre har gjort sig skyld i noget, og derfor er blevet straffet. Men i det store hele har folk indset, at det ikke er tilfældet. Den holdningsændring skyldes primært det arbejde, fællesprojektet har stået for i de sidste ti år,” mener Kwami Ansre.

Overalt i de kommuner, hvor projektet er foldet ud, hvor mennesker er kommet ud af deres isolation og har lært, at de er lige så meget værd som deres søskende og naboer, og har fundet modet til at fortælle deres historie i den lokale radio, hører vi den samme historie:

”I de seneste 3-4 år er det gået op for mig, at mennesker med handicap har en masse udfordringer, som vi som radiostation har et ansvar for at kaste lys på og finde svar på. Det er der et stort behov for. Derfor har jeg nu et ugentligt radioprogram om mennesker med handicap. Den lokale formand for paraplyorganisationen kontakter os ofte for at gøre opmærksom på, hvad der foregår,” siger radioværten Ben Nana Agyemeng fra radiostationen FM Uniik.

Da han i slutningen af 2017 lavede en historie om, at øremærkede penge til gavn for mennesker med handicappede ikke var nået frem til distriktet, blev historien samlet op af medier i hele landet. Det viste sig nemlig at være en landsdækkende problematik. Det blev til omkring 20 artikler, radio- og tv-indslag, husker den lokale formand for handicapbevægelsen Kwaku Afful, som er i jævnlig kontakt med Ben Nana Agyemang:

”Før ville folk ikke have noget med mennesker med handicap at gøre, men når de hører i radioen, hvad de kan bidrage med, så skaber det respekt omkring dem i samfundet,” siger journalisten og tilføjer:

”Handicapbevægelsen har været med til at bevidstgøre vores lyttere. I dag har vi fået øjne og ører op for, at et handicap ikke betyder, at man intet kan udrette. Når vi diskriminerer, og ikke inkluderer mennesker med handicap, så er de tvunget til at finde en anden udvej – som for eksempel at tigge. Det oplever jeg ikke længere sker her i området,” siger han.  

En af de personer, der har rørt Ben Nan Agyemangs eget hjerte, var en blind mand: ”Da han kom her første gang, anede han ikke, at der fandtes en blindeorganisation i området. Nu er han blevet medlem og er kommet i skole. Det gør mig glad,” slutter radioværten.