Du er her:

Mor valgte søn frem for ægteskabet

Kampen for udviklingshæmmede i Ghana er ofte en kamp mod overtro og skam. Det kræver derfor stærke pårørende at stå i mod omgivelsernes fordømmelser.

Af Hanne Selnæs 

”Mændene her i kvarteret respekterer Dominic meget mere, nu hvor han arbejder,” siger hans mor Rose Sarfo, som er stolt og glad for den udvikling Dominic har været igennem i det seneste års tid. Her ses Dominic med sin mor. Foto: Mike Kollöffel

Dominic lytter koncentreret til sin mor Rose, mens hun fortæller sin og Dominics historie. Om årene hvor uenighederne mellem hende Dominics far voksede, om nabokonen som råbte og skreg for at skræmme Dominic væk, når han som lille knægt stavrede hen i nærheden af hende – og om den svære beslutning hun tog til for at redde den udviklingshæmmede Dominic frem for sit ægteskab.

Rose Sarfo hedder Dominics mor. Hun stryger kærligt sin søn over hånden, mens hun så nænsomt som muligt fortæller den barske historie: ”Misforståelserne mellem min mand og jeg blev værre og værre. Det var meget trist.” Særligt fordi uenighederne handlede om Dominic, som er født med cerebral parese og udfordret på flere områder. Faderen skammede sig over ham.

Dominics mormor tilbød at tage sig af sit barnebarn for at redde sin datters ægteskab. Og fra mandens side pressede familien også på, for at hun skulle overlade barnet til dem. Men Rose ville ikke give slip på Dominic. Så da han var 7 år, forlod hun sin mand i hovedstaden og rejste nordpå med parrets tre børn. Den yngste var da tre måneder gammel.

I Ghana er det en udbredt overtro, at mennesker med handicap er straffen for noget moderen eller hendes familie har gjort. Endnu værre står det til med udviklingshæmmede. Mange har desuden den overbevisning, at børn med udviklingshæmning stammer fra flodens gud og skal tilbage til deres ophav i floderne. Indtil for nylig har det derfor været udbredt at slå børn født med udviklingshæmning ihjel, eller at efterlade dem udenfor til deres egen skæbne. I bedste fald har familierne holdt dem skjult derhjemme af frygt for fordømmelser og udstødelse.

Dominic, som i dag er 22 år, har været heldig. Med en viljestærk og kærlig mor, opmuntrende søskende, forstående naboer og en skoleinspektør, som lod Dominic gå i skole, selvom Rose ikke kunne betale skolepengene, har han været synlig og delvis accepteret i sit kvarter.

Og indenfor det sidste år er alting gået meget stærkt for Dominic og hans mor, efter at de er kommet med i en selvhjælpsgruppe i byen Yeji, hvor de bor. På det tidspunkt var Dominic gået ud af skolen to år før, havde ikke mod på at fortsætte sin skolegang og havde ikke noget mål med sit liv. ”Nu har alt ændret sig,” siger Rose med et stort smil, da jeg spørger, hvad gruppen har betydet for de to.

LEVs søsterorganisation ’Inclusion Ghana’ står bag selvhjælpsgrupperne, som med dansk udviklingsstøtte i dag har fået 128 grupper op at stå spredt udover hele Ghana. En af dem startede i Yeji sidste år. Hver anden torsdag mødes Rose, Dominic og flere andre pårørende og udviklingshæmmede og deler erfaringer og bliver klogere på, hvordan man bedst klarer og støtter et familiemedlem med udviklingshæmning og selv lever et godt liv med den udfordring. I grupperne bliver der også talt om overtro, fordomme og om hvad den egentlige og lægelige/medicinske? forklaring på udviklingshæmning kan være.

”Først var det meget smertefuldt at deltage. For når man så på hans alder, og på hvad han var i stand til, så gjorde det ondt,” siger Rose og slår ud med armene. ”Men så gik det jo op for mig, at Dominic ikke er den eneste med den slags problemer,” siger hun. Dominic selv var også rigtig glad for at få nye venner i gruppen.

I gruppen har der været meget fokus på, at de pårørende skal lade de udviklingshæmmede deltage i arbejdet i marken, køkkenhaven og derhjemme. ”Uanset hvordan de løser opgaven, så skal vi lade dem komme til,” siger Rose, som derfor har ændret sin holdning overfor Dominic.

”Før tænkte jeg, at børn med den slags udfordringer, intet havde at bidrage med. Men alle kan gøre noget. Det eneste, jeg ikke tillader nu, er, at han laver mad over åben ild, for jeg er bange for, at han kommer til skade. Men alt anden kan Dominic. Han vasker, gør rent og luger. Og han kan godt,” smiler Rose opmuntrende til Dominic.

Den største overraskelse kom dog, da Rose selv var taget et par dage til hovedstaden og der blev ringet op af en lokal snedker. Han sagde, at nu havde Dominic været forbi tre gange for at spørge, om han kunne komme i lære, og at det havde han nu besluttet sig for at sige ja til.

”At Dominic overhovedet har tænkt den tanke, at han kunne få en læreplads, skyldes helt sikkert gruppen. Der må han have hørt, at et håndværk måske kunne være en mulighed,” siger en glad mor med stolthed i stemmen.

Det er nu et halvt år siden, at Dominic startede på sin læreplads. ”Jeg følte, at jeg måtte gøre noget for at hjælpe til,” siger Dominic om sit selvstændige initiativ til at få en læreplads. ”Jeg har det meget bedre med at være i gang end at lave ingenting,” forklarer han, mens han med stort besvær former ordene. Lønnen som lærling er ikke prangende, lige nok til et måltid mad om dagen, men også det er en kæmpe hjælp for hans mor, som lever af at handle med trækul og majs. Når Dominic fx laver en lille køkkenskammel på værkstedet, så må han også selv beholde pengene fra salget.

Det er en glad ung mand, der nu står op og går hen til snedkerværkstedet for at lære nyt hver dag: ”Før jeg kom i lære, var jeg ikke glad, men nu hvor jeg arbejder, kan jeg se, at jeg kan blive til noget i fremtiden,” siger Dominic.

Seneste store spring i Dominics hastige udvikling kom for nylig, da Dominic meddelte sin mor, at han er blevet for gammel til at bo hjemme hos hende og har brug for sin egen bolig. Den er de nu gået i gang med at opføre - lige bag ved Roses eget hus.