Du er her:

Det nytter, at få mennesker med handicap i arbejde

Alle bør forfølge deres drømme, mener Abigail Holten, der arbejder hårdt for at opnå sin egen om at arbejde for FN.


Abigail var med til lanceringen af UNDP’s talentprogram for unge med handicap, som hun blandt andet arbejdede med gennem sin stilling hos UNDP. Foto: DH

Ikke alle har i dag samme muligheder for at realisere deres ambitioner og drømme. Barrierer for at mennesker med handicap kommer i arbejde eksisterer i alle sektorer. Det er ærgerligt – ikke mindst fordi mennesker med handicap har en masse at bidrage med. Det vil FN’s udviklingsprogram, UNDP, gøre op med, med hjælp fra Abigail Holten.

Abigail har altid haft en drøm om at arbejde for FN. Det gjorde hun i en periode, og fik endda en meget meningsfuld opgave. Hos UNDP var Abigail nemlig med til at tilrettelægge og udrulle programmet ”UNDP-UNV Talent Programme for Young Professionals with Disabilities”, hvis formål er at give ambitiøse unge med handicap, som hende selv, en interesse for international politik og udvikling.

Abigail finder det utroligt meningsgivende at have været med til at udvikle et initiativ, der sætter en ny dagsorden for inklusion af mennesker med handicap på arbejdspladser i en global sammenhæng. Hun oplever dog også, at det kan være svært at leve op sine egne forventninger, da hun er meget passioneret omkring opgaven hos FN og ønsker at arbejde endnu hårdere, end hun allerede gør.

Ifølge Abigail skal intet nemlig stå i vejen for at opnå selv de største drømme. Hendes vision er, at mennesker med handicap – uanset alder, race, køn eller seksuel eller religiøs orientering – skal føle sig værdifulde og have indflydelse på det, der vedrører dem selv – og verden i det hele taget. Alle går rundt med ambitioner og drømme, og Abigail mener, at der for alle mennesker skal være de samme muligheder og betingelser for at opfylde dem.

 

Abigail Holten er 32 år og har en master i International Development Studies and Global Studies fra RUC. Abigail arbejder lige nu hos Dansk Blindesamfund, og har tidligere været hos UNDP. Hos UNDP var Abigail blandt andet med til at varetage eksterne relationer og partnerskabsaktiviteter, foruden arbejdet med talentprogrammet for unge med handicap.

DH støtter op om UNDP’s talentprogram og er derudover med i ILO’s virksomhedsnetværk ”Global Business and Disability Network”. Begge dele søger at fremme inklusion af mennesker med handicap på arbejdspladser.