Du er her:

Spejdere vil støtte børn med udviklingshæmning i Ghana

Spejderhjælpen, Danske Handicaporganisationer (DH) og Landsforeningen LEV er gået sammen om et nyt projektsamarbejde i Ghana, der har til formål at skabe inklusion for børn med udviklingshæmning i lokalsamfund i Ghana.

”Alle børn fortjener en ven”. Det er navnet på det nye projektsamarbejde mellem Spejderhjælpen, Landsforeningen LEV og Danske Handicaporganisationer (DH).

I projektet vil danske spejdere tjene penge ved hjælp af praktiske opgaver såsom havearbejde, rengøring eller oprydning. Indtjeningen foregår primært i den årlige spejderhjælpsuge, som ligger i den sidste uge i september. Pengene går til at hjælpe børn med udviklingshæmning i Ghana i at få sociale relationer. Det indebærer blandt andet aktiviteter for børn med udviklingshæmning arrangeret af lokale spejdere i Ghana samt ved at skabe oplysning om handicap i lokalsamfundene for at øge forståelsen for børn med udviklingshæmning.

 

Foto: Sune Barker, LEV

Spejderhjælpens formand, Marianne Karstensen, tror, at projektet også kan hjælpe spejdere i Danmark med at inkludere danske børn med handicap:

”Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Hvis ikke spejdere kan og vil tage ansvar for, at børn og unge med udviklingshæmning kan få en meningsfuld hverdag, hvem kan så? Jeg ser et kæmpe potentiale i dette samarbejde, som rækker vejen fra Danmark til Ghana og tilbage til Danmark igen”, udtaler Marianne Karstensen, formand for Spejderhjælpen.

Landsformanden for Landsforeningen LEV, Anni Sørensen, er begejstret for samarbejdets muligheder for at bringe børn og unge med udviklingshæmning sammen med spejdere:

”Dette stærke samarbejde med Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer (DH) vil styrke det vigtige arbejde med inklusion i lokalsamfundet for mennesker med udviklingshæmning i Ghana, som der er hårdt brug for. Mennesker med udviklingshæmning fortjener et værdigt, trygt og udviklende liv med meningsfulde sociale relationer ligesom alle andre mennesker gør, og det vil dette projektsamarbejde bidrage til, er jeg sikker på”, udtaler Anni Sørensen, landsformand for Landsforeningen LEV.  

Begejstringen er også stor for dette samarbejde hos formanden for Danske Handicaporganisationer (DH), Thorkild Olesen:

”Jeg er enormt glad for, at Spejderhjælpen engagerer sig i dette projekt. Spejdernes indsats vil gøre en stor forskel for børn med handicap i Ghana, der fortjener en ven og et liv som alle andre”, udtaler Thorkild Olesen, formand for Danske Handicap-organisationer (DH).

Projektet i Ghana finder sted i perioden 2020-2022. Det sker med støtte fra Spejderhjælpen, som fra 2019 og tre år frem sender deres indtjente midler til projektet.  Spejderne i Danmark trækker allerede i arbejdstøjet i Spejderhjælpsugen i september i år for at tjene de penge, der går ubeskåret til projektarbejdet i Ghana.

 

Lidt om projektet:

Udfordringerne i Ghana for børn og unge med udviklingshæmning er store. Ofte er de gemt væk og låst inde eller lænket til stolper, så de ikke kan stikke af og vise sig offentligt. De deltager ikke med familien i aktiviteter udenfor huset på lige fod med deres søskende, som at komme med på markedet eller at gå i kirke. Foruden den skam familien ofte føler, så er de med god grund bange for, at der skal ske børnene noget. De børn, der får lov til at bevæge sig udenfor går ofte rundt på gaderne, hvor de bliver slået, chikaneret og risikerer alvorligere overgreb. Børnene nægtes ofte adgang til skole, kirker og andre steder af betydning for det daglige liv lokalt.

Projektet, som DH og LEV har foreslået og som er godkendt af Spejderhjælpen, hedder Alle børn fortjener en ven – spejdere og børn med udviklingshæmning i Ghana, og foregår i ti lokalsamfund fordelt på tre distrikter i det sydlige Ghana. Formålet med projektet er, at børn med udviklings­hæmning accepteres, lyttes til og inddrages.

Projektets to målsætninger:

  • Mål 1: At lokalsamfundene i projektområderne får større forståelse for udviklingshæmning og børnenes potentialer.
  • Mål 2: At børn med udviklingshæmning indgår i tillidsfulde relationer og i fora, hvor de har mulighed for tale på egne vegne.

Projektets strategi går dels ud på at nå ud til de væsentligste personer i lokalsamfundene med betydning for børnenes liv med oplysning og træning, at skabe rollemodeller for inklusiv adfærd, arrangere fælles sociale aktiviteter, hvor børn og unge kan indgå på lige fod. Disse aktiviteter vil nå ud til forskellige lokale institutioner såsom skoler, kirker, spejdergrupper og traditionelle ledere.

Arbejdet med lokalsamfundene supplerer inddragelsen af børn og unge med udviklingshæmning, der knyttes til en jævnaldrende, som kan fungere som ven og støtte i og udenfor skoletid. Unge med udviklingshæmning støttes også til i små grupper at udtrykke deres behov, opleve at blive lyttet til, og sammen at indgå i små beslutningsprocesser på egne præmisser.

I løbet af 2019 vil der komme mere information om projektet her på siden.

 

Spejderhjælpen er en fond, der udgøres af de fem spejderkorps i Danmark; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig som tilsammen repræsenterer godt 70.000 medlemmer.

Landsforeningen LEV er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning, pårørende og andre interesserede. LEV arbejder for at forbedre livsbetingelserne for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende både lokalt, nationalt og internationalt. LEV er medlem af Danske Handicaporganisationer.

Spejderhjælpsugen: Sidste uge af september (21. sept.-29. sept. 2019)

Læs mere på:  www.spejderhjaelpen.dk